Et vink med en vognstang

Jeg er jobsøgende…For nyligt oplevede jeg, at jeg endelig blev inviteret til samtale - endelig! Det er den eneste samtale jeg indtil videre har været inviteret til. Det gik rigtig godt og jeg blev også inviteret til 2. samtalen. Men umiddelbart efter 1. samtale havde jeg mine tvivl. Jeg syntes personerne jeg havde mødt virkede rigtig søde, opgaverne lød på papiret “lette” og mange ting lød godt. Men tvivlen nagede allerede fra det sekund jeg sad i forhallen og ventede på at komme til. Jeg sagde ja til 2. samtalen, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke ville blive klar over, om jeg kunne forelske mig i jobbet uden den samtale. Generelt brugte jeg bare en del tid på at overbevise mig selv om, at det sikkert ville være et godt job.

Jeg endte med at forstuve foden og blev immobil og kunne ikke deltage i 2. samtalen fysisk, hvilket blev kimen til at jeg endte med at aflyse. Min pointe er ikke, at det var Gud der bestemte, at jeg ikke skulle have jobbet. Selvom jeg godt gad tolke det som et vink med en vognstang, så har vi jo trods alt fået vores egen fri vilje. Men det tvang mig til at sætte farten ned og mærke efter. En veninde sagde til mig tidligere på måneden “husk nu at bruge tid på at mærke efter og lad være med at tage det første” og det råd havde jeg glemt, da jeg i min jagt på kontrol, løb efter det første job, som jeg godt vidste ikke var det rigtige.

Denne hændelse mindede mig om en anden gang, hvor jeg krampagtigt holdt fast i noget, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne af at give slip.

Jeg var 21 år gammel og kom i en kirke, hvor man “var noget” når man var leder. Jeg var klyngeleder for omkring 40 unge og jeg elskede det selvtillidsboost jeg fik gennem den rolle. Jeg fik lov til at undervise, at planlægge, at bestemme og at være noget for andre. Men det, der startede med at være en funktion i Guds kraft endte med at være noget jeg gjorde i egen kraft - indtil Gud bad mig holde op. 18 år senere husker jeg stadig situationen meget klart. Jeg sad i toget og kiggede ud af vinduet, da det slog ned i mig som et lyn, at jeg skulle stoppe som klyngeleder og trække mig ud af alt lederskab og sidde ved Jesu fødder og “være” fremfor at “gøre”. Det tog mig en dags tid at nå til accept af denne “ordre”, da det stred imod min natur - en af mine grundsynder er nemlig, at jeg har meget svært ved at overgive kontrollen. Jeg var på en påskelejr, hvor jeg havde være en af de frivillige ledere bag (det kommer nok ikke som nogen overraskelse), og ved en bønnestation stod jeg konfronteret med kampen mellem kød og ånd. Det var en simpel post med vand og sten. Meningen var, at jeg skulle overføre alle mine bekymringer til stenen og lade den slippe for at lade dem drukne hos Gud. Jeg stod der med armen strakt - og jeg kunne ikke give slip på stenen. Min krop sitrede og det var først i det øjeblik jeg bad “jeg kan ikke selv, gør det for mig,” at jeg blev i stand til at slippe stenen og Guds fred vældede ind over mig øjeblikkeligt.

Sådan havde jeg det ikke helt denne gang - men det er en lidt uoverskuelig situation at stå med en villa og to børn og ikke vide hvornår indkomsten vender tilbage. Jeg tror, at det var derfor jeg blev ved med at kæmpe for det job, som jeg godt kunne mærke ikke var det rigtige.

Men hvad så nu? Jeg ved det ikke, men jeg bliver ved med at bede til Gud om, at vise mig den nye retning hestevognen skal køre. Og indtil jeg finder den rigtige vej, så vil jeg sætte min lid til, at Gud vil lade mig vide, når jeg er på vej den forkerte retning. Så håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at give slip på stenen…

1. Peter, 5; 6-7
Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.