Min troshistorie
Barndommen
Jeg er opvokset i en kristen familie i Midtjylland. Jeg var den eneste troende i min klasse, og dermed var jeg altid lidt anderledes. Men jeg havde det fint med at gå mod strømmen, da jeg vidste, jeg nok skulle klare mig. Mine barneår bar præg af mine forældres karismatiske tro, hvor vi var til møder rundt i hele landet og oplevede både helbredelser, tungetale og meget andet. Vi kom fast i den lokale folkekirke, for som min mor siger: “det er rart at komme i kirke om søndagen, og høre Guds ord fra bibelen og synge de dejlige salmer”, men det føltes aldrig som en pligt. I det hele taget virkede det som en meget levende og naturlig del af min barndom, at tro på Jesus, Gud og Helligånden. Men jeg havde også en bekymret side, og jeg mærkede følelserne i maven, så allerede som lille fandt jeg tryghed i at søge ro og fred hos Gud.
Da jeg skulle konfirmeres, tænkte jeg meget over hvad det betød, og jeg var rigtig glad for at sige ja i kirken. Senere samme sommer, sad jeg på et sommerstævne i Hasseris (som var mit årlige højdepunkt bortset fra julen), og endte med at indgå en pagt med Jesus om, at Han skulle være på førstepladsen af mit liv, resten af mine dage på denne jord. Jeg var lykkelig og følte Jesus gennemsyrede mit liv på en helt ny måde, og Han gjorde mig i stand til at kunne ting, jeg ikke havde turdet gøre før.
Ungdomsårene
Jeg tog som 15-årig på Det Kristne Gymnasium og flyttede dermed hjemmefra. Med min nomade-baggrund, havde jeg aldrigt tænkt over “hvilken slags” kristen jeg mon var, så da jeg på KG blev ramt af de tre kasser “Indre mission”, “Luthersk mission” eller “Pinsekirken” kom jeg til kort. Jeg kunne ikke forstå, at jeg absolut skulle have et prædikat sat på min tro, og jeg kunne heller ikke forstå hvorfor det virkede til, at ingen af mine venner på skolen havde en levende relation til Gud. Det gjorde, at jeg begyndte at tvivle på, om det mon var mig, der var galt på den og havde en vrangforestilling.
Det tog hårdt på mig, i en meget ung alder at sætte spørgsmålstegn ved det, der i min opvækst havde været grundstenen for min eksistens. Jeg havde altid følt Helligånden og denne gang kunne jeg ikke føle mig frem til sandheden. Jeg måtte træffe et kognitivt valg.
Det endte med, at jeg besluttede at tro på Gud - jeg kunne simpelthen ikke se nogen mening med min eksistens på jorden, hvis ikke det var fordi jeg var blevet formet af en Skaber. Og dermed startede min indre heling. Allerede inden jeg afsluttede min eksamen, følte jeg mig ledt af Gud til at tage til Aarhus Valgmenighed - og før jeg fik set mig om, havde jeg både job og bolig ventende i Aarhus.
Årene i Aarhus Valgmenighed er særligt præget af en brændende ild for og tæt relation med Gud. Jeg dagligt følte mig ledt og brugt af Helligånden og derfor valgte jeg “det nemmeste” studie jeg lige kunne finde, så jeg kunne fokusere min energi på kirkearbejdet, hvor jeg både var klyngeleder og frivillig i alle mulige forskellige aktiviteter. Jeg så Gud virke i de unge omkring mig, og jeg følte det var “nådeår” fra Herren. Det er også i disse år, jeg har følt mit liv gav allermest mening, da al min energi var fokuseret på Gud og Hans rige.
Men efter et par år, havde jeg en klar oplevelse af, at Gud bad mig sætte tempoet ned. Han kaldte mig Martha og bad mig i stedet hvile som Maria. Jeg trak mig ud af alle opgaver, og “Jeg kalder dig” blev en konstant genklang hver gang jeg søgte Gud. Jeg havde jævnligt behov for at knæle foran alteret og overgive mig selv, da hvilen stred imod min energiske natur. Det var meget svært for mig at slippe kontrollen (hvilket jeg senere har indset er en grundsynd jeg altid vil kæmpe med), og til sidst var jeg så frustreret over ikke at vide hvad Gud kaldte mig til, at jeg endte med at tage kontrollen tilbage. Jeg flyttede til København og regnede med, at Gud ville gå med.
“ ‘Jeg kalder dig’ blev en konstant genklang hver gang jeg søgte Gud”
Ørkenvandringen
Da jeg flyttede til København, startede jeg i en frikirke, hvor jeg havde en oplevelse af, at Gud havde noget til mig. Jeg mødte Jakob kort efter og vi blev hurtigt kærester. Aldrig før havde jeg mødt nogen, der på samme måde forstod mit levende forhold til Gud og mit syn på kristendommen, og det at møde ham virkede som ført af Gud, hvilket blev et håb, jeg holdt fast i gennem mange år.
Det stred i min ånd at leve som gift med min kæreste, og jeg følte mig ikke i overenstemmelse med Herren. Jeg vaklede stadig ovenpå at have haft en meget tydelig “kaldelsestid” i Aarhus hvor jeg aldrig fandt noget svar, og det førte til at jeg i mange år ikke var en del af nogen menighed, da jeg af natur er meget ærlig og kræver autentisitet af både mig selv og mine omgivelser, kunne jeg ikke stå i tilbedelse og tjeneste foran mine kristne brødre og søstre, når min ånd og min legeme var i kamp.
I en del år gik jeg og følte mig som et kul, der var ved at miste sin gnist og jeg forsøgte krampagtigt at holde fast i ilden, og gang på gang oplevede jeg Gud pustede liv ind til det ensomme og kæmpende kulstykke. Men trods de relativt mange år som “kirkeløs”, har jeg aldrig levet uden Gud. Det blev i denne periode meget tydeligt for mig, at den beslutning jeg tog som 13-årig var et fast holdepunkt og fortsat meningen med mit liv.
Mit første skridt tilbage i tjeneste og gudstjeneste, var da jeg begyndte at synge gospel. Gospelkoret fik relativt hurtigt behov for en ny formand, og jeg meldte mig på banen, til trods for jeg havde lovet mig selv ikke at påtage mig noget kirkeligt ansvar før jeg havde oplevet en vejledning hertil. Jeg oplevede undervejs i mit virke som formand, hvordan Helligånden brugte mig som vidne, og som led i korets virke begyndte jeg også at komme til gudstjeneste igen.
Efter mange års pause fra tjeneste og gudstjenestefælleskab, var det fantastisk at mærke, at Gud var med mig og at mine erfaringer særligt fra Aarhus kunne komme i spil. Men efterhånden blev tjenesten til en pligt og jeg mistede energien og følte mig ikke længere ledt af Gud. Koret manglede kræfter både økonomisk og praktisk og til sidst besluttede vi at lukke det ned. Kort efter vi havde lukket koret, gik jeg ned med stres.
Denne stressygemelding er første gang, jeg var tvunget helt i knæ og trak stikket totalt. Jeg begyndte at gå i samtaleterapi, og her fik jeg åbnet op for, at jeg i mange år havde levet ud fra nogle urealistiske mønstre, der både isolerede mig og udmattede mig. Denne stressygemelding blev katalysatoren for, at jeg endelig kunne slippe kontrollen og lade Kristus råde. Jakob og jeg fandt endelig nøglen til vores problemer, og vi blev gift kort tid derefter og har levet i fred med hinanden og Gud siden da.